Værtskommunen Aarhus

 

Aarhus er "Smilets By"– uhøjtidelig og tilbagelænet, ung, optimistisk, ambitiøs og summende af liv.

 

Aarhus har en fantastisk placering ved havet og skoven. Et levende pulserende bymiljø og den smukkeste natur beliggende helt tæt på hinanden. Aarhus er en rummelig by med plads til at udfolde sig, uanset om man er ung, gammel eller børnefamilie, studerende, kunstner, etableret erhvervsvirksomhed eller iværksætter.

 

Aarhus er en by, der udvikler sig hurtigere og hurtigere, og i 2050 forventes der at være 450.000 aarhusianere. Der er i øjeblikket et historisk højt investeringsniveau i byudvikling og infrastruktur, der omfatter udvikling af nye videnhubs, innovationscentre, investeringer i byens arkitektur og nye teknologiske løsninger. Væksten skal bruges til at udvikle en moderne storby, der er bedre at leve i, lettere at komme rundt i og mere inspirerende at arbejde i. Samtidig skal byens åndehuller, mangfoldigheden, tilliden og nærheden bevares.

 

I denne rivende udvikling skal Aarhus’ mål om CO2-neutralitet i 2030 også indtænkes. Man er nået langt med energirenoveringen af kommunens egne bygninger, energiproduktionen er blevet omlagt til biomasse, så der nu kan leveres grøn fjernvarme og strøm til byens borgere og letbanen er taget i brug. Alt dette har været medvirkende til, at Aarhus i det seneste årti har halveret CO2-udledningen. Dog kræver de næste skridt i den grønne omstilling, at alle i Aarhus tager del i udviklingen. Størstedelen af CO2-udledningen ligger uden for kommunens direkte indflydelse. En vigtig del af opgaven handler derfor om at skabe et folkeligt fællesskab om klimaindsatsen, hvor det er tydeligt for alle, hvordan omstillingen af byen ikke er begrænsende, men i stedet giver nye muligheder.

 

 

     

 

 

Radisson Blu Scandinavia Hotel - Margrethepladsen 1 - 8000 - Aarhus C - 86 12 86 65